Del med dit netværk

Visninger af LinkedIn-profilen ikke et mål i sig selv. Jeg vil dog argumentere for, at det er et vigtigt tal at holde øje med, da en profilvisning er en del af den “salgsproces”, som skal føre til, at en person kontakter dig på LinkedIn.

Det er det samme, som når en virksomhed er interesseret i besøgende på hjemmesiden og mennesker i butikken, da det er disse personer, som har størst sandsynlighed for at blive kunder.

I dette indlæg får du præsenteret salgstragten (som på ingen måde er en ny teori), og hvordan du kan bruge den til at optimere din LinkedIn profil.

Salgstragten

En salgsproces kan illustreres som en utæt tragt. Ned i tragten kommer alle de mennesker, som besøger butikken, men de køber ikke allesammen. De fleste falder fra, inden de når at betale. Der er nemlig en række trin, de skal tage, inden de bliver til kunder og ved hvert af disse trin, er der nogle, der falder fra.

Det kan være i starten af processen, hvis udvalget fx er for småt. Eller det kan være sidst i processen, fordi der fx er for lang kø til kassen.

For en rekrutteringsansvarlig, som søger kandidater på LinkedIn, kan salgstragten illustreres sådan:

salgstragt

Processen fra første kendskab til kontakt ser altså nogenlunde således ud ved søgning på LinkedIn:

Modtageren…

  1. ser dig i søgeresultatet
  2. klikker på din profil
  3. får et førstehåndsindtryk der svarer til vedkommendes forventning
  4. går mere i dybden og nærlæser din profil
  5. kontakter dig

For hvert trin er der nogle der falder fra. Fx kan det være din profil bliver set i et søgeresultat, men ikke klikket på. Eller at modtageren efter at have nærlæst din profil finder ud af, at det ikke er interessant for hende.

Optimering af denne proces går ud på at lappe nogle af hullerne i den utætte tragt, så flest muligt kommer videre til næste trin.

Du vil aldrig kunne få alle, der ser din profil, til at kontakte dig, uanset hvor meget du optimerer, og det er heller ikke målet. Det vi her arbejder imod, er at undgå at arbejdsgivere, som faktisk kunne være relevante, falder fra undervejs, fordi din profil ikke kommunikerer dine kompetencer godt nok.

LinkedIn påvirker ikke dine kompetencer. Det er “bare” et værktøj, der kan kommunikere dine kompetencer. Derfor er det vigtigt at understrege, at det er helt ok, at rigtigt mange falder fra. Du er ikke det rigtige match for alle arbejdsgivere, og det ændrer LinkedIn ikke på.

Lad os kigge på hvordan du ved hvert enkelt trin kan undgå at relevante folk falder fra.

1. Modtageren ser dig i søgeresultatet

Det hele starter med en søgning. Den rekrutteringsansvarlige søger på fx “Account Manager” eller “Javascript” (webudviklingssprog), og de profiler, som dukker op på hendes skærm, er de profiler, som indholder det ord, hun har søgt på. Der vil være rigtig mange, og de sorteres efter LinkedIns algoritme for, hvor relevante de er for netop denne modtager.

Du kan se et tal for, hvor mange gange, du er blevet vist i et søgeresultat. Hvis du er logget ind på LinkedIn, så klik her og vælg Appearances in Search over grafen ude til højre.

Godt råd til optimering: Lad dig inspirere af relevante jobannoncer og kig på hvilke ord, virksomhederne bruger til at beskrive det, de søger. Kig især efter titler og kompetencer. De ord de bruger i en jobannonce kan meget vel være de samme, som de bruger, når de sidder og søger på LinkedIn.

Læs meget mere om søgeordsoptimering af din profil

2. Modtageren klikker på din profil

Nu er du blevet vist i et søgeresultat. Hvad skal der så til for at få modtageren til at klikke?

Det modtageren kan se om dig i søgeresultatet er:

  • Dit navn
  • Dit profilbillede
  • Din headline
  • Dit område
  • Din branche
  • Antal connections og anbefalinger
  • Din nuværende titel og arbejdsgiver
  • En tidligere titel og arbejdsgiver
  • Grupper du er medlem af

Det er altså i disse felter, at du har mulighed for at overbevise hende om, at hun skal klikke sig videre til din profil.

Ikke alle felter kan optimeres, men prøv at søg på dit eget navn og se, hvordan du fremstår. Tag de kritiske briller på og overvej, hvilke signaler du sender, og hvilken information du giver (og ikke giver).

Du kan se et tal for, hvor mange gange, din profil er blevet vist. Hvis du er logget ind på LinkedIn, så klik her og kig over grafen ude til højre for at få et tal for de seneste 90 dage.

Tallet kan du sammenligne med gennemsnittet i din branche.

Godt råd til optimering: Brug tid på at formulere en god Headline, der fungerer uafhængigt af resten af din profil. Det er den vigtigste parameter. “Projektleder” eller “Jobsøgende” er ikke godt nok, da det ikke beskriver, hvordan du skaber værdi for en arbejdsgiver.

Læs mere om hvordan du skriver en god Headline

3. Modtageren får et indtryk, der matcher forventning

Modtageren er nu kommet ind på din profil. Hun er kommet så langt, fordi du på en eller anden måde har vækket hendes interesse. Nu skal du fastholde den.

Dit billede (som er noget større her end i søgeresultatet) er rigtig vigtigt her sammen med de andre basisinformationer, som findes på toppen af din profil.

Derudover er det vigtigt at tænke over i hvilken rækkefølge de enkelte sektioner på din profil står. Er du nyuddannet kunne det fx være en god idé at flytte uddannelsessektionen over erhvervserfaring, fordi det er det, modtageren vil kigge efter, når hun hurtigt skal vurdere om din profil er tiden værd.

Det er også vigtigt at overveje om ikke du skal have opsummeret din profil i et Summary. Det er især en god idé hvis din profil er lang med meget erfaring. Sørg også for at alle tekster er overskueligt stillet op. Gerne i punkter.

Din succes her ville kunne måles i, hvor lang tid modtageren bliver på din profil, men dette tal stiller LinkedIn desværre ikke til rådighed for os.

Godt råd til optimering: Overvej hvem der skal kunne se dit Activity Feed (oversigt over seneste aktivitet på LinkedIn). Det vil stå øverst på profilen lige under basisinformationer helt i toppen. Du kan selv vælge om det skal være synligt for alle, 1.+2.-grad, kun eget netværk eller kun dig. Det gør du under indstillinger. Dine statusopdateringer vil ikke være det første en rekrutteringsansvarlig kigger på, så et synligt feed vil gøre at hun skal scrolle lidt mere for at finde de relevante informationer. Omvendt kan det være fint, hvis det i høj grad er din aktivitet på LinkedIn, du bliver fundet på og ikke søgningerne.

4. Modtageren nærlæser din profil

Fanger du modtagerens interesse og matcher hendes forventninger, vil hun læse nærmere på din profil. Optimeringen af dette trin er en CV-skrivningsdisciplin, som i høj grad gælder om at få beskrevet sine kompetencer og sin erfaring på en måde, så en arbejdsgiver kan se, hvad hun får ud af at ansætte dig.

Godt råd til optimering: Tænk over hvordan du skabte værdi for din tidligere arbejdsgiver, når du beskriver tidligere stillinger. Hvis du koster 30.000 kr. om måneden i løn, så skulle du gerne bidrage med mindst 30.001 kr. om måneden før at det giver forretningsmæssigt mening. Hvordan bidrog du?

Skabte du flere salg? Reducerede du omkostninger gennem effektivisering? Gjorde du noget lettere for andre i organisationen?

Hav dette i baghovedet, når du beskriver din erfaring. Det er noget, en arbejdsgiver kan forstå.

5. Modtageren kontakter dig

Når modtageren har nærlæst din profil, og det matcher det, hun søger, vil hun kontakte dig for mere information eller for at invitere dig til et møde eller samtale.

Kan hun komme i kontakt med dig?

Dit telefonnummer og mailadresse fremgår kun af din profil for dine egne kontakter. Den rekrutteringsansvarlige kan altså som udgangspunkt ikke se dem.

Det er ikke tilladt at angive kontaktinformationer i andre felter end de, der er beregnet til det ifølge LinkedIns retningslinjer, og det kan føre til en advarsel om suspendering af ens konto, hvis man bryder reglen.

Hvis du har en betalingsprofil kan du tilmelde dig OpenLink og dermed kan alle sende dig inmails gratis. Ellers skal den rekrutteringsansvarlige betale for at sende dig en inmail og dette kan være en barriere.

Alternativt kan du i fx Summary give instruktioner til hvordan man kommer i kontakt med dig. Fx ved at henvise til et link til et online visitkort, hvor dit telefonnummer står.

Godt råd til optimering: Tænk over hvordan du kan gøre det nemt at komme i kontakt med dig.

Tænker du i tragt?

Fik dette til at tænke lidt anderledes om din LinkedIn profil? Jeg vil meget gerne høre dine kommentarer til denne meget salgsorienterede tankegang. Kan det bruges?